= U-formet bøjning, hvor vandet f.eks. fra en håndvask skal passere for at nå ud i afløbssystemet. Vandlåsen forhindrer lugte fra afløbet i at trænge ind i huset
Vandlås (Wikipedia)
En vandlås er en VVS-installation, der spærrer for, at lugten fra kloakken kan gå baglæns gennem vandafløb ind i badeværelset / køkkenet. Det enkle princip har været anvendt siden oldtiden, men er patenteret i England omkring 1800. Dens pålidelighed afhænger af vandlåsens dybde og mængden af vand. Fire typiske vandlåse er
- S-vandlåsen som vist på illustrationen herunder, har lodret nedadvendt udløb. Den er indbygget i mange gulvmonterede toiletter, men kan også bygges af afløbsrør.
- P-vandlåsen, hvor udløbet peger bagud, hvorved røret kommer til at ligne et P. Den kan som S-vandlåsen bygges af afløbsrør og er indbygget i væghængte toiletter, hvor afløbsrøret er tilsluttet på bagsiden samt gulvmonterede toiletter, som står tæt op ad bagvæggen.
- Indstiksvandlåsen er klokkeformet. Benyttes ofte i almindelige gulvafløb og kan som regel løftes op for rensning.
- Pungvandlåsen sidder synligt under håndvaske, hvis ikke håndvaskens afløb er ført til et gulvafløb. Benyttes ved mindre vandmængder.
Både S- og P- vandlåsen anvendes under køkkenvaske.